Parykker til børn – information til forældre
Når et barn mister sit hår – fx i forbindelse med sygdom eller behandling – kan det være en sårbar og svær tid, både for barnet og for jer som forældre. For mange børn er håret en del af deres identitet, og selvom de måske ikke altid siger det højt, kan hårtab påvirke både selvværd, trivsel og lysten til at være sammen med andre.
Hvorfor vælge en paryk til et barn?
En paryk er ikke nødvendigvis det rigtige valg for alle børn, men for mange kan det være en hjælp til at føle sig mere som sig selv igen. Det kan give tryghed i hverdagen – især i sociale sammenhænge som skole, fritidsaktiviteter og legeaftaler.
Parykken kan give barnet mulighed for at være mere “usynlig” i en tid, hvor det måske ikke ønsker opmærksomhed omkring sit udseende. For andre børn kan det handle om at genkende sig selv i spejlet og bevare en følelse af normalitet.
Det vigtigste er barnets egne behov
Når man overvejer paryk til et barn, er det vigtigt at tage udgangspunkt i barnets alder, personlighed og ønsker. Nogle børn har stort behov for en paryk, mens andre hellere vil bruge huer, tørklæder eller være uden noget. Det vigtigste er, at barnet føler sig hørt og trygt i valget.
Hvordan ser parykker til børn ud?
Moderne børneparykker er lavet i lette, bløde materialer, der ikke kradser eller generer. De kan tilpasses barnets hovedstørrelse og kommer i forskellige frisurer og farver. Nogle forældre vælger en paryk, der ligner barnets eget hår – andre vælger sammen med barnet en helt ny stil.
Parykkerne er ofte lavet af syntetisk hår, som er let at holde og kræver minimal styling. Der findes også parykker med ægte hår, men disse er typisk dyrere og kræver mere vedligeholdelse.
Specialfremstillede parykker til børn
Det er ikke altid, at standardparykker passer til det enkelte barns hovedform, størrelse eller ønskede udseende. Hvis der ikke findes en børneparyk i den rette størrelse, farve eller stil, kan det være nødvendigt at få lavet en specialfremstillet paryk.
Specialfremstilling betyder, at parykken tilpasses helt præcist til barnet – både i pasform, hårfarve og frisure. Det tager typisk lidt længere tid at få lavet en specialparyk, men resultatet kan være mere naturligt og komfortabelt for barnet at have på.
Tilskud og økonomi
Hvis hårtabet skyldes sygdom eller behandling, har barnet som regel ret til tilskud fra det offentlige til en paryk. Det kræver en henvisning fra en læge eller hospitalsafdeling. Hvis I har nogle spørgsmål er I velkomne til at kontakte os.

